Flæskesteg med løgkompot og søde ovnkartofler.

En ny måde at lave Flæskesteg på Juleaften.
Løgkompot der bl.a. er smagt til med blåbærsirup. Og dertil rødvinssauce og sødlige ovnkartofler – PERFEKT!

Ingredienser til 8 personer:

Flæskesteg

  • 1 tsk groft salt
  • 1½ kg svinekam med ridset svær
  • 1 limefrugt
  • ½ liter vand

Sødlige ovnkartofler

  • 1½ kg skrubbede små kartofler
  • 2 liter vand
  • 50 g smør
  • 3 spsk sukker
  • 1½ tsk groft salt

Løgkompot

  • 50 g smør
  • 900 g rødløg i halve tykke skiver
  • 75 g tørrede blåbær
  • 125 g tørrede tranebær
  • 3 spsk blåbærsirup
  • 3 spsk friskpresset limesaft
  • 1 tsk groft salt
  • friskkværnet peber

Sauce til flæskesteg

  • ½ liter Rødvinssauce – evt færdigkøbt.
  • 3 spsk blåbærsirup
  • 2 tsk fintrevet limeskal

 

Flæskesteg

Kom salt ned mellem sværene og læg flæskestegen på ovnens rist.
Støt den evt. med sammenkrøllet alufolie så stegen ligger lige – gør plads til kartoffelfadet.
Skær den yderst grønne skal af limefrugten.
Kom limeskal og vand i bradepanden og læg risten med stegen ovenpå.
Steg svinekammen midt i ovnen.

Sødlige ovnkartofler

Vask kartoflerne grundigt og kom dem i kogende vand.
Kog kartoflerne ved svag varme og under låg i ca. 3 min.
Hæld vandet fra kartoflerne og damp dem tørre. Tilsæt smør, sukker og salt og vend rundt, så det bliver godt blandet.
Kom kartoflerne i et ovnfast fad (ca. 20 x 25 cm) og sæt dem ind ved siden af flæskestegen, når den har været i ovnen i ca. 1 time – vend i kartoflerne et par gange.

Flæskesteg, fortsat

Steg i yderligere ca. ½ time og skru derefter op for ovnen til 250°.
Steg i endnu ½ time. Mål med et stegetermometer kødets centrumstemperatur – den skal være ca. 65°.
Hold flæskestegen varm.

Løgkompot

Lad imens smørret smelte i en sauterpande ved kraftig varme, men uden at det bruner.
Svits løgene i ca. 5 min.
Tilsæt tørrede bær, blåbærsirup, limesaft, salt og peber og kog løgkompotten ved svag varme og under låg i ca. 10 min.
Smag til.

Sauce til flæskesteg

Si stegeskyen og skum evt. fedtet af – der skal være ca. 1 dl sky.
Bring skyen i kog i en gryde og kog den uden låg i ca. 2 min.
Tilsæt rødvinssauce og blåbærsirup og bring atter saucen i kog.
Smag til.

Ved serveringen

Skær flæskestegen i skiver og anret dem på et fad.
Drys kødet med limeskal og server det sammen med de sødlige ovnkartofler, løgkompot og sauce.

Stegetid for flæskesteg

Ca. 1½ time ved 200° og derefter ca. ½ time ved 250°.

Bagetid for sødlige kartofler

Ca. ½ time ved 200° og derefter ca. ½ time ved 250°.

Juleaften om:

Andesteg i KugleGrill

Grillen er ved at vinde indpas selvom sneen daler og temperaturen er omkring frysepunktet.
Andesteg på grillen juleaften – intet problem.

 

Ingredienser til 4 personer:

  • 1 landand (ca. 3600 g)
  • 1 spsk groft salt
  • 2 usprøjtede appelsiner
  • 4 dl vand
  • ¾ tsk stødt nellike
  • ¾ tsk stødt allehånde

Andesauce

  • 1 dl friskpresset appelsinsaft
  • 1 spsk majsstivelse, fx maizena
  • ¼ tsk groft salt
  • friskkværnet peber
  • evt. kulør

Appelsinkrydret rødkål

  • 1½ spsk fintrevet appelsinskal
  • ½ dl friskpresset appelsinsaft
  • 1½ spsk rørsukkersirup
  • 25 g smør
  • 600 g fintsnittet rødkål
  • 1 spsk finthakket rød chilipeber
  • ½ tsk stødt nellike
  • ½ tsk stødt allehånde
  • ¾ tsk groft salt

Tilbehør

  • 1 kg kartofler – gerne både hvide og brunede

 

Fyld grillstarteren med briketter og tænd op. Rens, skyl og tør anden.
Fjern fjerrester og gump og klip vingespidserne af (gem dem). Gnid anden udvendigt og indvendigt med salt.
Bind evt. vinger og lår ind til andens krop.
Skær et fint snit (ca. 5 cm langt) mellem vinger og ryg, så fedtet kan løbe fra.
Skær den orange skal af appelsinerne og fjern derefter alt det hvide.
Kom appelsinskal, vand, krydderier, vingespidser, hals og indmad (udelad leveren) i en foliebakke.

Fordel de varme briketter i hver sin side af grillen og stil foliebakken på bundristen af kuglegrillen.
Kom de 2 appelsiner ind i anden og luk den med et par kødnåle.
Læg anden på risten over foliebakken med brystet opad og luk grillens låg.
Tag foliebakken ud efter ca. 1 time og si skyen over i en gryde.
Kom lidt vand i foliebakken og stil den tilbage under anden. Steg anden færdig 30 til 45 min. – mærk om lårene sidder løst og se om kødsaften er klar.
Lad anden hvile i ca. 10 min.

Andesauce

Skum fedtet af andeskyen og mål skyen.
Der skal være ca. 2 dl. Rør appelsinsaft og majsstivelse sammen.
Bring skyen i kog og rør jævningen i. Tilsæt salt og peber og lad saucen koge ved svag varme i ca. 2 min.
Smag til.

Appelsinkrydret rødkål

Kom appelsinskal og -saft, sirup og smør i en sauterpande og lad det koge ved kraftig varme, men uden at det bruner i ca. 2 min.
Tilsæt rødkål, chili og krydderier og svits kålen i ca. 4 min. Smag til.

Tips

Stegetiden for en and i kuglegrill er afhængig af luftens temperatur.
Er det minusgrader udenfor, skal anden måske have 2½ time.
Er det lunt, skal den måske kun have ca. 1½ time.
Hvis skindet ikke er sprødt, kan du lige grille det lidt øverst i ovnen – når du har parteret anden.

Stegetid

Ca. 1 time og 45 min. i kuglegrill.

Juleaften om: